Osteopati

Osteopati er en effektiv og skånsom manuel behandlingsform, hvor der fokuseres på at skabe og opretholde balance og sundhed af hele mennesket.

En osteopat har en bred viden indenfor anatomi, fysiologi, neurologi, sygdomslære, rheumatologi, ernæring, kommunikation og psykologi, der hjælper til en god forståelse af, hvad der i de enkelte situationer kan være årsag til smerter eller anden nedsat sundhedstilstand. Ud fra denne forståelse er hensigten at årsagsbehandle og herved hjælpe den enkelte til at genskabe balance og sundhed.

Osteopaten anerkender, at hvert menneske er unikt, og vil derfor altid tage udgangspunkt i det enkelte menneske, dennes situation og omgivelser, i en erkendelse af, at disse faktorer har indflydelse på den enkeltes velbefindende.

Mennesket betragtes som en helhed og der arbejdes med kroppens struktur og funktion. Ved hjælp af forskellige teknikker, kan osteopaten påvirke kroppens funktioner positivt, så der opnås bedre balance mellem nerver, muskler, bindevæv, led, organer og blodkar. Det indebærer, at kroppens naturlige helingsmekanismer bliver optimeret via bedre blodcirkulation og nerveforsyning.

Osteopaten behandler ikke blot det problematiske område / symptomerne, da dette vil føre til at personen kun midlertidigt vil føle bedring, men der fokuseres derimod på, at finde den tilgrundliggende årsag til det pågældende sundheds problem. Herved vil det være muligt at hjælpe fremadrettet og forbygge at de pågældende sundhedsproblemer vil vise sig igen.